I forbindelse med efteruddannelse hos DISPUK (Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undevisning og Konsultation) i Narrativ coaching og vejledning (2019-20), Narrativ grunduddannelse i samtalepraksis (2023) samt efterfølgende læsning af Allan Holmgrens bøger om ledelse og organisationsarbejde har Jens Christian arbejdet med at udarbejdet sit eget ledelsesgrundlag.
Ledelsesgrundlaget skal ses som et forsøg på at definere samt agere i rollen som administrator, rådgiver og sparringspartner for de kunstnere, han arbejder for. Han er ikke leder over for disse kunstnere, men deres nære samarbejdspartner; og det er en rolle, der hele tiden er i bevægelse. Som han skriver til sidst under egne værdier, så hviler han i sin rolle som administrator og rådgiver, men håber aldrig han bliver færdig med at udvikle den.
Ledelsesgrundlaget er inspireret af samme, skrevet af Birgitte Kjærsgaard i kapitlet Narrativ ledelse på en skole (side 51 – 71) som del af Årbog for narrativ ledelse 2022, redigeret af Allan Holmgren med den overordnede titel: Sådan kan man lede – fortællinger fra en lederuddannelse. Birgitte er pædagogisk leder på en folkeskole i Aarhus Kommune – og hendes ledelsesgrundlag har fokus på elever og medarbejdere.
Jens Christian tager på denne måde også hul på italesættelsen af det faktum, at mange inden for scenekunstbranchen (og andre kunst- og kulturbrancher) arbejder i et felt, hvor de ikke er deciderede ledere men agerer i roller som f.eks. administratorer, vejledere, rådgivere og sparringspartnere for selvproducerende kunstnere. Rollerne her er beslægtede med rollen som producent, hvor der oftest reelt heller ikke er et ledelsesansvar.
Feltet kan være skrøbeligt, fordi det meste arbejde er baseret på fondsmidler fra Statens Kunstfond og private fonde, og mange får midler til enkeltprojekter. Mange selvproducerende kunstnere har organiseret sig som en teaterforening med bestyrelser, der også kan rådgive og være sparringspartnere – men når det kommer til stykket er kunstneren den person, der alene er ansvarlig over for bestyrelse, publikum, medarbejdere og støttegivere.
Hvilken rolle indtræder da administrator, producent, rådgiver og sparringspartner i, hvis der ikke følger et reelt ledelsesansvar med i opgaven?
Det kunne være interessant at samles til et møde om disse roller, og hvordan man hver især forvalter dem – at skabe et forum for refleksioner, og muligvis en supervisionsgruppe.
Jens Christian har på den baggrund valgt at lægge sine mål og visioner samt egne værdier ud (de er stadig i proces) – og håber, det kan være med til at starte samtalen om dette arbejde med kunstnere.
Hvad er mine mål og visioner for de kunstnere, jeg arbejder for?
- at de får lov til at udleve deres kunstneriske drømme
- at de føler sig trygge i mine rammer (det jeg har mulighed for at give)
- at de bliver betragtet som individuelle kunstnere – og ikke “et samlet scenekunstfelt”
- at de hviler i at være beslutningstagere i deres eget kunstneriske liv
- af de skal have lov til at være de mennesker/kunstnere, de gerne vil være
- at de gør en forskel
Hvad er mine egne værdier?
- jeg er nærværende og støttende
- jeg motiveres af andres begejstring
- jeg er troværdig og ærlig, og tør stå på mål for mine egne ambitioner og ideer
- jeg er pertentlig, opfører mig ordentligt og er pligtopfyldende
- jeg er loyal over for beslutninger
- jeg føler et stort ansvar for mit arbejde – og det, kunstnerne forventer af mig
- jeg er understøttende, tror på kunstnerne og giver dem mulighed for, at deres visioner, kompetencer og mål er i bevægelse.
- jeg sikrer, at hver især gør det, vi har aftalt
- jeg respekterer og beskytter det private liv i en professionel verden
- jeg hviler i min rolle som administrator og rådgiver – men håber aldrig at blive færdig med at udvikle den.
Hvad er mine metoder (afsnit under udvikling)?
- tage hver enkelt kunstners “problemer” alvorligt – de er ikke ens
- ikke have ondt af dem – men tro på dem
- skabe gode administrative og rådgivende rammer